Dansk Kødkvægs årsstatistik for 2025 er udkommet
Disse informationer udkommer én gang årligt og gør det muligt at følge udviklingen inden for racen samt sammenholde den enkelte race med øvrige racer under Dansk Kødkvægs udvikling. Årsopgørelsen er udarbejdet på baggrund af data pr. 01.10.2025 med 12 måneders tilbageblik.
Udvikling i antallet af køer, besætninger og besætningsstørrelse
Antallet af besætninger med Hereford-dyr er steget fra 1.395 i 2024 til 1.425 i 2025. Besætninger med udelukkende renracede dyr var der i 2024 809 af, mens tallet i 2025 er faldet til 731 besætninger.
Det samlede antal Hereford-køer er 4.147 på tværs af alle besætninger inkl. krydsningsdyr, mens antallet af renracede køer er gået tilbage med 319 køer til i alt 2.286. Det giver i 2025 en gennemsnitlig besætningsstørrelse på 3,9 moderdyr på tværs af alle renracebesætninger.
Der er en positiv udvikling i antallet af Hereford-krydsninger, hvilket belyser Herefords potentiale som krydsningsdyr.
I alt er der 11.610 Hereford-individer, hvoraf 2.169 befinder sig i avlsbesætninger pr. 01.10.2025. Hereford repræsenterer knap 10 % af den samlede kødkvægsbestand.
Kælvningsstatistik og antal kalve
I 2025 er der født 1.993 renracede kalve, hvilket er en tilbagegang på 30 % svarende til 856 kalve.
I alt er der registreret:
- 681 stk. fødselsvægte med et gennemsnit for tyre på 41 kg og 39 kg for kvier (hhv. 42 og 40 kg i 2015)
- 326 stk. 200-dages-vægte med et gennemsnit for tyre på 314 kg og 274 kg for kvier (hhv. 303 og 264 kg i 2015)
- 256 stk. 365-dages-vægte med et gennemsnit for tyre på 564 kg og 407 kg for kvier (hhv. 562 og 415 kg i 2015)
På trods af at det kun er en tredjedel af fødselsvægtene, der indberettes, og endnu færre 200- og 365-dages-vægte, er Hereford procentvis en af de racer, der indberetter flest vejninger. Fortsæt endelig det gode arbejde, så flere reelle tal kan indgå i beregningerne.
Reproduktion
Hereford-kviernes alder ved første kælvning er fra 2015 til 2025 steget fra 27,5 til 27,8 måneder. Køerne får 1,0 kalv pr. årsko med et kælvningsinterval på 386 dage, hvilket var 371 dage i 2015.
I 2025 er der i alt foretaget 9.747 insemineringer med Hereford, hvoraf 9 % er til renavl, mens de resterende er på andre kødkvægracer – særligt malkekøer.
I 2015 var der 1.855 insemineringer med Hereford, hvoraf 60 % var til renavl. Dette understreger endnu engang potentialet i brugen af Hereford til krydsning.
Avlsmæssig forskel mellem dyr
Den avlsmæssige forskel mellem dyr født i 2023 og 2024 var 0,8 målt på S-indekset, -0,2 for kælvningsindekset, 0,2 for fødsel, 0,4 for mælk, 0,7 for vækst, 0,8 for slagt og 0,3 for eksteriør.
Frugtbarhedsindekset (som ikke vægter i S-indekset og derfor ikke er målbart) havde en tilbagegang på 0,7.
Den gennemsnitlige årlige ændring i perioden 2018–2024 viser samme tendens, hvor S-indekset samlet set går frem med 1,0, mens kælvningsindekset er -0,2.


