Avlsværktøjer
Framescore – et vigtigt og givtigt værktøj i avlsarbejdet
Værktøjet er objektivt og bygger på numeriske data fra dyrets aktuelle vægt, krydshøjde og alder. Dataene benyttes til at placere dyrene på en skala fra 1-9, som hos handyrene beskriver dyrets vægt ift. højden og hos hundyrene kun ift. højden. Hos dyr i vækst benyttes framescoren til at følge dyrets evne til at opnå rette vægt ift. højde, hvilket giver en indikation af dyrets vækstpotentiale, ligesom framescoren vil kunne benyttes til at give indicer om dyrets slutstørrelse. Hos udvoksede dyr indgår alene krydshøjden i bestemmelse af framescoren.
Baggrund for framescore systemet
Framescoren er et gammelkendt værktøj, hvis udvikling startede i 1970’erne i USA. Her blev der taget udgangspunkt i dyrets højde og længde og der blev blot skelet til dyrets vægt. I takt med øget kendskabet til vigtigheden af dyrets vægt ift. størrelse på dyret, tager systemet i dag udgangspunkt i om dyret er i stand til at opnå rette vægt ift. størrelsen, målt på dyrets højde.
Lige såvel som en levende født kalv prioriteres over en høj tilvækstværdi, lige så meget kommer velproportionerede rammer før ønsket om en høj tilvækstværdi. Er dyret ikke bygget rigtigt, reducerer det muligheden for at få rette volumen herpå.
Framescore som et avlsværktøj for store racer
Framescoren er ikke racespecifik og beskriver heller ikke hvad den optimale framescore er, men beskriver i stedet, om dyret er i stand til at opfylde vægtkravet der er til en given højde, uafhængigt af om dyret framer højt eller lavt. Det gør redskabet brugbart til at sammenligne dyr på tværs af racer og besætninger. Samtidig er det muligt at bruge framescoren som et styringsredskab internt i besætning, eksempelvis til at pejle i retning af en given størrelse iht. produktion eller hvordan produktet skal kunne afsættes; levebrug, slagtekroppe, intensive- eller ekstensive driftsformer.
Framescoren anses som værende meget arvbar idet den egenskab har en arvelighed på 0,40 svarende til at 40% af tyrens forskel i framescore fra besætningsgennemsnittet, vil videregives til afkommet. Arvbarheden, eller heritabiliteten, som den kaldes, spænder fra 0-1. Desto tættere på 1 værdierne ligger, desto mere vil de være præget af genetiske faktorer. Omvendt vil en heritabilitet tæt på 0 betyde at det hovedsageligt påvirkes af miljøfaktorer. I dette tilfælde vil framescoren overvejende være genetisk præget. Af den årsag, er kendskab til en ko og tyrs framescore meget relevant ift. at kunne pejle sig ind på afkommets størrelse af en given genetisk kombination.
Dyr med en høj framescore (7-9), vil typisk være kendetegnet af et større vækstpotentiale, være længere om at blive kønsmoden og dermed have en længere færdigfedningsperiode, ligesom den udvoksede vægt vil være langt højere. Det giver flere foderdage og større foderforbrug alene til vedligehold.
Omvendt vil et dyr med en lav-mellem framescore (1-6) have et lavere vækstpotentiale og dermed en kortere færdigfedningsperiode. Det giver færre foderdage, lavere foderforbrug til vedligehold og deraf et dyr, som vil være slagteklar tidligere.
Der ses en tendens til, at desto større dyrene er, desto svære har de ved at opfylde vækstkravene ift. højden. Det skyldes bl.a. at når dyrene bliver høje, vil de ikke være i stand til at også at have den tilsvarende dybde, bredde og længde for at kunne opfylde vægten, altså vil skelettets udformning være begrænsende. Derforuden vil det høje foderforbrug til vedligehold, udgøre en for stor andel ift. hvor stor en del af foderet, der kan bruges til at ligge kilo på kroppen med.
Ved syv måneders alderen vil dyrene oftest have opnået 80% af deres sluthøjde, men kun 35-45% af slutvægten. Som 12 måneders vil dyrene have opnået 90% af sluthøjden, men stadig kun 50-60% af slutvægten. Det aktuelle billede af framescoren er dermed lige sikker igennem vækstperioden, men desto tættere dyret kommer på 12-14 måneders alderen, desto større sikkerhed vil der være for at denne er lig med dyrets slut framescore.
Praktisk udførsel
Krydshøjden måles imellem de to hoftehjørner imens dyret står på et hårdt underlag med vægten ligeligt fordelt på alle fire ben og hovedet placeret i naturlig højde. Det er en fordel at benytte et stangmål, hvor det er muligt at sætte målet i vatter og aflåse, sådan aflæsningen kan foregå på afstand fra dyret. Hernæst skal dyret vejes, hvilket kan foregå enten vha. målebånd eller kreaturvægt. Begge dele er godkendte metoder, også til indberetning af fødsels-, 200-, og 365 dages vægte. Aflæs højden på tabellen og se hvad optimal vægt er. Ikke omvendt, da det er væsentligt at forholde sig til om dyret har formået at opnå rette vægt ift. højden. Højden har vi som udgangspunkt meget lidt indvirkning på. Vægten derimod, vil frem til fravænning på dag 200 i høj grad afspejles af koens evne til at passe en kalv, hvor det efter fravænning mest af alt er kalvens eget vækstpotentiale der kommer til udtryk.
Tabellerne
Herunder ses de amerikansk-udviklede tabeller konverteret til danske enheder, således vægten er opgjort i kilo og højde i centimeter. Som det fremgår i figuren for hundyr, indgår vægt ikke. For de tilfælde hvor kviekalven skal lægges til besætningen, vil målet være at producere et hundyr, hvor rammerne; ben, skelet og form udvikles i et tempo sådan der produceres et holdbart hundyr med et livslangt perspektiv for øje. Hvis kviekalven lægger for mange kilo på i tidlig alder, vil det kunne få negative konsekvenser. Kroppen vil være overbelastet og det vil kunne reduceret evnen til at producere mælk grundet fedtaflejringer i yveret, som optager kapacitet for de mælkeproducerende kirtler. For fede hundyr vil ligeledes kunne give anledning til reproduktionsbesvær. Er der derimod tale om en slagtekvie, vil det være naturligt at skele til handyrtabellen, men uden at forvente eller forlange at kviekalven vil følge samme tilvækstkurve som tyrekalven.
Han- og hundyrtabel i print- og ophængsvenligversion
Vægtframescore tabel for handyr som billedfil
