Tak for 2025 og på gensyn i 2026
Året går på hæld, og bestyrelsen vil gerne benytte lejligheden til at rette en stor og hjertelig tak til jer alle. Uanset om I bidrager som en del af en arbejdsgruppe eller et udvalg, bager en kage, spreder god stemning – eller ganske enkelt bakker op om foreningens aktiviteter – er jeres engagement afgørende. Uden jer ingen forening, og for det er vi dybt taknemmelige.
Det fejrede vi blandt andet ved årets Ambassadørdag, hvor medlemmer med en ekstraordinær indsats blev inviteret til en dag med både faglige oplæg og værdifulde input til bestyrelsens videre arbejde, efterfulgt af en tre-retters menu som tak for indsatsen i det forgangne år.
Når vi ser tilbage på 2025, har det været et år, hvor foreningen på flere områder har bevæget sig ud på nyt og udfordrende terræn. Pres fra omverdenen, øget fokus på klima samt forandringer i branchen har sat deres præg på vores arbejde. Et centralt initiativ er projektet Nature & Beef, hvor vi nu er et år inde i et femårigt forløb. I løbet af året er der indsamlet data fra cirka 400 Hereforddyr, herunder registrering af faderskab, gødningsprøver, vejninger samt analyser af tilvækst. Projektet er det største, Herefordforeningen nogensinde har indgået i, og samtidig det mest omfattende forskningsprojekt med kødkvæg på naturpleje.
Avlsudvalget har desuden intensiveret samarbejdet i det fælles nordiske avlsudvalg, Nordic Hereford Breeding Committee. Det har resulteret i, at den første nordiske insemineringstyr nu er hjemtaget med opbakning fra Finland, Sverige og Danmark. Sædsalget i Danmark har oplevet en markant fremgang og bidrager både positivt til foreningens økonomi og til øget avlssikkerhed og genetisk fremgang. Som Kevin Byskov fremhævede på Avlsseminaret: færre tyre, hårdere selektion – og dermed større avlsfremgang pr. generation.
Internationalt har danske repræsentanter deltaget i World Hereford Conference, ligesom et dansk landshold har konkurreret i Young Breeders Competition. Samtidig har danske avlere opnået flotte resultater med salg af både levedyr og frossen genetik til udlandet. Flere har desuden målrettet deres avlsarbejde mod Viking Genetics’ Beef on Dairy-program, hvilket har medført, at Viking i det seneste år har indkøbt en håndfuld danske Herefordtyre.
Vi glæder os også over fortsat medlemsfremgang. I 2025 har foreningen budt velkommen til 21 nye medlemmer – herunder 4 ungdomsmedlemmer. Fortsættes udviklingen fra de seneste 10 år blandt de danske kødkvægracer, kan Herefordracen inden for en kort årrække se inde i en position som den største kødkvægrace i Danmark.
Vi ser ind i endnu et stærkt år, hvor forventningerne til oksekødspriserne peger på en yderligere stigning på 5–6 %, samtidig med at priserne på indkøbt foder forventes at forblive relativt stabile efter årets rekordhøst. I 2025 blev der høstet 9,5 mio. tons korn – 25 % mere end i 2024 og 7 % over normalhøsten – drevet af gunstige, solrige vejrforhold. Også produktionen af raps og bælgsæd steg markant, på trods af mindre dyrkningsarealer, som følge af højere udbytter.
Med stor taknemmelighed for den store arbejdsindsats og opbakningen til foreningen i løbet af året ønskes du og dine en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår.
Herefordforeningens bestyrelse
Årets Avlsjournal er på vej til dig – har du ikke modtaget den efter nytår, hører vi gerne fra.


