Tirsdag morgen, den 21. januar 2025, ankom 35 danske Hereford til Holland. Dyrene, 12 kælvekvier, 21 løbekvier og 2 tyre, var dagen før, om mandagen, blevet hentet i syv besætninger. De blev samlet i eksportcenteret i Holstebro, inden de om aftenen blev kørt til Holland til deres nye ejer, Marten Koiter.
En dansk Herefordavler var i begyndelsen af december måned 2024 blevet kontaktet af Marten Koiter, om han kunne hjælpe med at finde 20-35 drægtige kvier i Danmark. Han inddrog herefter Herefordforeningen i arbejdet.
Marten Koiter besøgte lillejuleaften, den 23. december 2024, Danmark, hvor han i 10 besætninger, sammen med to avlere, så på mulige emner. Mellem jul og nytår besluttede han, hvilke dyr han ønskede at købe.
På grund af tidspres fra henvendelse til besøget i Danmark var det ikke muligt at finde et så stort antal drægtige kvier til Marten Koiter. Han erstattede derfor undervejs de manglende kælvekvier med 21 løbekvier og to tyre, så han i alt købte 35 dyr.
Efter at dyrene var fundet, hjalp Danish Beef Cattle Export ved Gert Petz med at arrangere eksporten af Hereforderne til Holland.
Marten Koiter, som driver Hereford Vrederijk, startede besætningen i 2009, som idag består af 90 moderdyr og 150 hektar. På Hereford Vrederijk’s hjemmeside eller Facebookside kan du få et indtryk af besætningen.