Har du planer om at udstille på dyrskuerne rundt om i landet, kan du læse om de generelle bestemmelser plus særlige bestemmelser for f.eks. Salmonella Dublin. Heraf udpluk for reglerne vedrørende Salmonella.
Generelle regler
Kvæg kan deltage i dyrskue, hvis de har opholdt sig vedvarende på en ejendom i Salmonella Dublin-niveau 1 de seneste 7 måneder forud for flytningen.
Kvæg fra ikke-mælkeleverende ejendomme
Dyret/dyrene skal have opholdt sig vedvarende på en bedrift, hvor der ikke har været positiv reaktion for Salmonella Dublin de seneste 7 måneder forud for udstillingen.
Dyret/dyrene, der skal tilføres dyrskuet, skal undersøges ved blodprøve for forekomst af salmonellaantistoffer. Blodprøverne skal være udtaget højst 6 måneder før dyrskuet. Hvis dyret/dyrene har deltaget i et dyrskue uden krav til individuel prøve, skal blodprøve dog være udtaget mindst 3 uger efter dette dyrskue. Kalve under 3 måneder, der skal tilføres dyrskuet, skal også undersøges for salmonellaantistoffer. Hvis der ved blodprøverne findes dyr med positivt resultat (≥ 50 ODC%), kan der fra bedriften ikke udstilles på dyrskuer i 7 måneder fra blodprøven blev udtaget. Hvis der kun er en enkelt positiv blodprøve, kan den enkelte dyrskueledelse dog tillade, at der udtages verifikationsprøver svarende til beskrivelsen i ’Bekendtgørelse om salmonella hos kvæg m.m.’, hvorefter andre dyr fra bedriften kan udstille, hvis disse er tilfredsstillende.
Læs samtlige regler vedrørende sundhedsregler for deltagelse i dyrskuer i Danmark her.